Noter vedrørende Martinussagens “revisor” Finn Bentzen med udgangspunkt i dennes rådgivning af Sagens mangeårige mæcen Sam Zinglersen.

Denne informationsside har til hensigt at delagtiggøre Sagens interesserede i relevant information om Finn Bentzens rolle i forhold til Martinussagen, herunder til tidligere og nuværende rådsmedlemmer. Informationen tager sit udgangspunkt i Finn Bentzens rolle i forbindelse med rådgivning og revision af Sam Zinglersen, og den ydre anledning er nogle retstvister i forbindelse med, at kvaliteten af denne rådgivning er blevet draget i tvivl.
_____________________________________________

(senest opdateret 24. november 2011)
Informationssiden er under opbygning. Som en første introduktion gives her en Tidslinje for Sam Zinglersens liv i relation til Martinussagen og Finn Bentzen.

Og endvidere kan man her downloade Domsudskrift dateret 25. august 2011 som blev resultatet af en retssag anlagt af Sam Zinglersens dødsbo mod Finn Bentzen og Finn Bentzen Revisionsinstitut A/S.

Forhistorien til denne informationsside er, at redaktøren af tidsskriftet "Den Ny Verdensimpuls" - Ruth Olsen - brugte ordet "snyd", da hun ville oplyse om ovennævnte retssag (se notits fra martsnummeret - 1 2009, side 51). Dette medførte et sagsanlæg fra Finn Bentzens side mod Ruth for "æreskrænkelse", rapporteret i septembernummeret 3 2009. (I decembernummeret (4-2009) af Den Nye Verdensimpuls fremkommer Ruth Olsen med en yderligere kommentar på side 49-50. Redegørelsen der henvises til i Ruths kommentar kan downloades her).

I decembernummeret 2010 (side 5-6) kommenterer Ruth Olsen resultatet af ovennævnte sagsanlæg mod hende. Retssagen blev afgjort i Holbæk ret den 19. juli 2010 med det resultat, at Ruth blev dømt til at betale 70.000 kr. Dette giver Ruth impulsen til nærmere at undersøge Finn Bentzens rolle i Martinussagen, bl.a. i lyset af, at Martinus tilsyneladende var klar over, at Finn Bentzen var i færd med at tiltage sig mere magt og indflydelse end godt var. Martinus sagde således på et rådsmøde af 24. juni 1980 følgende: "Finn skal ikke have for meget magt. Han skal have sit arbejde udenfor – som revisor. Han skal ikke tro, at han, fordi han ordner gavebreve og testamenter, har en fortrinsret, men det skal han vide, at det er noget, han gør af sig selv uden at forlange det mindste."

Retssagen anlagt af Sam Zinglersens dødsbo mod Finn Bentzen blev behandlet på to retsmøder den 29. og 30. juni 2011. Vagn Noach kommenterer i septembernummeret af Den Ny Verdensimpuls (3-2011, side 36-37) sagen, på et tidspunkt hvor dommen - afsagt 25. august - ikke var kendt.

Martinusrådet var bekendt med Sams problemer med Finn Bentzen, hvilket dokumenteres ved Henry Hedegaards brev til Rådet 13. oktober 2004. Envidere dokumenteres dette i Martinusrådets korrespondance med Majken Bøgh, som er den revisor, Sam henvendte sig til, da det gik op for ham, at han ikke kunne stole på Finn Bentzen. Se Majken Bøghs brev dateret 4. oktober 2004 til Martinusrådet og Martinusrådets svar til Majken Bøgh i brev af 27. oktober 2004.

Af denne korrespondance ses det, at Sam i sin fortvivlede situation, hvor han har opdaget, at hele hans formue nu er kommet over på Finn Bentzens hænder, beder Martinusrådet hjælpe med at få denne sag forligt. Men som det ses af Martinusrådets svar til Majken Bøgh, vælger Martinusrådet imidlertid at undlade at hjælpe Sam i denne situation. Martinusrådet begrunder denne passivitet med, at de "ikke er part i planerne og ikke har nogen tilknytning til Finn Bentzen Invest A/S", hvorved de mener, at de "ikke kan udtale sig i sagen".

Sam - uden hvem Martinusrådet næppe ville kunne residere på Mariendalsvej - måtte således nu på sine gamle dage se sig svigtet ikke blot af Rådets mangeårige revisor Finn Bentzen, men også af Rådet selv. Det er bemærkelsesværdigt, at Rådet på denne måde ved sin passivitet kommer til at vælge side til fordel for Finn Bentzen, der egenhændigt styrede (og måske stadig styrer?) Martinussagens mange penge, og lader Sam sejle sin egen sø, efter at hans sidste midler var kommet over på Finn Bentzens hænder.

Tillige er det bemærkelsesværdigt, at Martinusrådet i brevet til Majken Bøgh skriver, at de "ikke er part i planerne og ikke har nogen tilknytning til Finn Bentzen Invest A/S", når man kan læse følgende i Finn Bentzens brev til Sam af 23. september 2004: "Endelig skal Finn Bentzen Invest A/S udtale, at selskabet efter aftale med Martinus Instituttets bestyrelse ikke på nuværende grundlag er indstillet på at sælge anparterne, men overvejer efter det kommende bestyrelsesmøde i Martinus Ideal Fond, at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling og der få ændret bestyrelsessammensætningen i E. Zinglersens Forlag ApS."; - Som det ses, er planen med at overføre Sams formue til Finn Bentzen åbenbart sket i fuldt samråd med Martinusrådet og ikke, som hævdet af Rådet i ovennævnte brev af 27. oktober 2004, suverænt af styret af Finn Bentzen.

Forvirringen bliver nærmest total, når man kan læse i brevet fra Finn Bentzen til Sam af 1. oktober 2004, at "Finn Bentzen Invest A/S intet som helst har haft eller har med Martinus Ideal Fond at gøre". Til information kan også downloades Finn Bentzens brev til Sam af 30. september 2004, hvor Finn Bentzen med diverse trusler lægger pres på Sam. Denne truende tone fra ovennævnte brev af 30. september 2004 skærpes, da Finn Bentzen bliver klar over, at Majken Bøgh på Sams vegne ønsker en diskussion med Martinusinstituttet om anpartssagen, se Finn Bentzens brev til Sam af 28. oktober 2004.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Finn Bentzen i ovennævnte brev af 30. september selv bekræfter, at Sam har følt sig "franarret" sin formue, eller nærmere betegnet sine anparter i det anpartsselskab, Finn Bentzen rådede Sam at flytte sin formue ind i. Hvordan Finn Bentzen på den baggrund med nogen rimelighed kan finde det injurierende, at nogen bruger betegnelsen "snyd" i forbindelse med denne sag er ikke let at forstå.

Finn Bentzen har i starten af november 2011 stævnet Vagn Noach og Ruth Olsen i forbindelse med - må man antage - anvendelsen af "snyd" i en ovennævnte artikel i "Den Ny Verdensimpuls" (3-2011, side 36-37), hvilket giver ny aktualitet for disse betragtninger. Det må i denne forbindelse ikke glemmes, at Finn Bentzen bøjede sig for truslen om en politisag (se senere for yderligere detaljer under "Anpartssagen") til at acceptere at lade Sam tilbagekøbe sine andele i det selskab, Finn Bentzen havde taget magten i. Dette viser klart, at også Finn Bentzen måtte erkende, at det nok ikke var helt lovligt, det han havde gjort. - Hvorfor skulle han ellers lade sig presse af politisagen? - Når det således er tydeligt for enhver, at Finn Bentzen selv måtte erkende, at der var rimelighed i Sams konklusion om, at han var blevet "franarret" sin formue, må Finn Bentzen - specielt da han optræder som professionel rådgiver - finde sig i, at hans handlinger af andre senere karakteriseres ved dette ord eller lignende, herunder "snyd".

Hvis Finn Bentzen selv havde været overbevist om, at det, han havde gjort i forbindelse af opkøbet af anparterne i Sams selskab, var fuldt lovligt, havde han jo ikke behøvet frygte politianmeldelsen og kunne med sindsro have imødeset denne. Og hvis denne politianmeldelse havde "renset" Finn Bentzen, så ville sagen jo have været en anden med hensyn til, hvad andre senere kunne tillade sig bruge af ord til at karakterisere, hvad han havde gjort, uden at injuriere Finn Bentzen. Men situationen er nu engang en anden. Så Finn Bentzens trusler om injuriesager må på denne baggrund betegnes som både absurde og ulogiske.

I et land med "ytringsfrihed" kan det ikke være strafbart, hvis andre bruger samme eller lignende ord, som Finn Bentzen selv i sine breve indirekte bruger om sine handlinger. Politisagen viste jo, at Sam havde ret, da han følte sig franarret sin formue.

Anpartssagen

Som det fremgår, er den centrale hændelse i kontroversen mellem Finn Bentzen og Sam Zinglersen den, der bestod i, at Finn Bentzen rådgav Sam til at flytte sin formue over i et selskab (E.Zinglersens Forlag ApS), som Finn Bentzen efterfølgende gradvis købte anparter i, og til sidst blev Finn Bentzen hovedanpartshaver i dette selskab. Som resultat heraf, måtte Sam sande, at han ved at tillade dette reelt have mistet sin formue, som nu var under Finn Bentzens fulde kontrol. I sandhedens interesse følger her de nærmere detaljer og relevante dokumenter.

Forløbet forstås nok bedst ved at starte der, hvor det går op for Sam, at kontrollen med hans midler i realiteten var overgået til Finn Bentzen. Dette skete ved, at Finn Bentzen protesterede mod, at Sam på mindedagen i Klint august 2004 uden at spørge Finn Bentzen havde foræret de tilstedeværende et eksemplar af bogen "MARTINUS - som vi husker ham" (1989). Denne bog havde Sam selv både taget initiativet til og financieret. Det var meningen, at Sam skulle have holdt tale på den pågældende mindedag, men han var forhindret, idet han var hospitalsindlagt. Som "kompensation" besluttede Sam som nævnt at forære alle tilstedeværende et eksemplar af den pågældende bog.

Dette påtalte Finn Bentzen over for Henry Hedegaard på den efterfølgende generalforsamling i E. Zinglersens Forlag ApS, der fandt sted 18. august 2004, og hvor Sam ikke kunne være til stede, idet han stadig var hospitalsindlagt. Referatet dateret 24. august 2004 ses her. Finn Bentzen supplerer referatet med brev til Sam og Henry af 27. august 2004.

Dette fortalte Henry til Sam, da denne var kommet hjem fra hospitalet, og det gik således op for Sam, at den var gal. I sin desperation henvendte Sam sig til sin lejer på første sal Inga Bjørt Wilhjalmsdottir, der fik løn fra Sams firma og lavede mad til ham. Inga kontaktede herefter revisoren Majken Bøg, som var en bekendt af hende, se også ovenstådende korrespondance med Martinusrådet.

Herefter følger en korrespondance henover september 2004 mellem Majken Bøg og Finn Bentzen, idet Majken Bøg forsøger at få klarhed over, præcis hvilke anparter der var overgået til Finn Bentzen. Denne korrespondance er citetet ovenfor. Som det ses i denne korrespondance truer Finn Bentzen flere gange Maiken Bøgh med retssager, når hun stiller spørgsmål, der ikke passer ham. Dette ses også i brevet af 8. oktober 2004 fra Finn Bentzen til Sam (desværre her i dårlig kopi).

Lignende trusler fremsætter Finn Bentzen i brev af 28. oktober 2004 til Sam, som også vist ovenfor, da der i Martinusinstituttets brev af 27. oktober 2004 til Maiken Bøgh lægges op til et møde mellem Sam, Henry Hedegaard og Maiken Bøgh på den ene side og Martinusinstituttet på den anden.

Forsøg på en mindelig ordning, hvorved Finn Bentzen tilbagesælger anparterne frivilligt, mislykkes, og Finn Bentzen trækker linjerne skarpt op i sit brev til Sam af 20. december 2004. Sam ser sig derfor nødsaget til at kontakte advokat Annette Fabricius-Bjerre, som tilskriver Finn Bentzen 12. januar 2005. Finn Bentzen svarer 24. januar 2005.

Resultatet er, at Annette Fabricius-Bjerre indgiver en politianmeldelse dateret 10. februar 2005 samt en stævning dateret 10. marts 2005.